Spring til indhold

Studentermedhjælper: IT-konsulent

Studentermedhjælper: IT-konsulent

Har du lyst til at prøve kræfter med konsulentopgaver indenfor IT-branchen? Vil du være en del af en virksomhed i vækst, hvor du kan få erfaring og ansvar inden for den mere tekniske del af konsulentbranchen? Så er du måske vores nye studentermedhjælper.

I stillingen bliver du en del af vores Customer Excellence team, som i dag består af ca. 10 konsulenter. Vi arbejder bl.a. med integrationer og udvekslingen af elektroniske forretningsdokumenter som ordre og fakturaer både nationalt og internationalt, ofte i XML-format, hvor vi validerer og konverterer dokumenterne i vores SaaS-løsning, VAX360.

Som studentermedhjælper vil du få fingrene i mange forskellige typer af opgaver, men det vil være en klar fordel, hvis du har et IT-mæssigt afsæt og kendskab til programmering, og gerne med interesse for koblingen mellem IT og forretning.

Vi ser gerne, at du er en person, der drives af resultater, kan jonglere flere bolde på en gang og trives i en afdeling, hvor tempoet er højt. Det er et krav, at du kan kommunikere dansk og engelsk på et højt niveau.

Dine opgaver

Du vil komme til at arbejde med opgaver indenfor følgende områder:

  • Teknisk support på elektroniske forretningsdokumenter(f.eks. XML)
  • Mindre kodeopgaver bl.a. i forbindelse med integrationsløsninger
  • XSLT konverteringer mellem dokumentformater
  • Konfiguration af vores VAX360-løsning
  • Test af vores løsninger og udarbejdelse af testmateriale
  • Vi forventer, at du tager et ansvar for egne opgaver, kan holde styr på deadlines og aktiviteter på samme tid og er en initiativtager.

Har du lyst til at blive en del af mySupply?

mySupply er en del af Visma-Group. Vi er en virksomhed med stærke værdier omkring ansvarlighed, kvalitet, troværdighed, leverancesikkerhed og samarbejde. I det hele taget har vi en professionel tilgang til løsning af opgaverne, hvor kunderne og deres behov er i højsædet.

Vi holder til på Strømmen 6 i Nørresundby og er en broget flok med højt til loftet og en afslappet jargon, der åbner op for fællesskab og sparring på tværs af fagområder. Vi agerer som en mindre virksomhed, hvor vi kan tage hurtige beslutninger alt efter kunder og marked.

Vi tror på, at fælles oplevelser udenfor de vante rammer styrker fællesskabet og samarbejdsglæden, og vores arrangementskalender består f.eks. af rappelling i Rørdal, køretur på ATV på Skagen Strand, sejle havkajak ved Fur og deltage i den årlige DHL-stafet.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er ca. 15 timer ugentlig, hvor timerne kan være fordelt fleksibelt.

Løn efter kvalifikationer, hvori der indgår pensionsordning med sundhedsforsikring.

Information og ansøgning

Ønsker du yderligere information om stillingen, er du velkommen til at kontakte Konsulentchef Charlotte Skovhus, på tlf. 96962132 eller på e-mail cds@mysupply.dk.

Ansøgning skal sendes til job@mysupply.dk – Vi afholder løbende ansættelsessamtaler og ansætter, når vi har fundet den rette kandidat.